Situationsopslag
Hvad gør jeg lige nu?
Otte situationer, de fleste forældre til en teenager kender. Slå op i den, du står i. Hver har to dele: hvad du gør i selve øjeblikket, og hvad du gør, når der er faldet ro på.
Den vigtigste regel går igen otte gange: løs ikke noget i affekt. En hjerne i alarmberedskab – din eller hendes – kan ikke forhandle. Alt det, der virkelig skal siges, siges senere.
Han råber ad mig
Sænk din egen stemme i stedet for at hæve den. Sig kort, hvad der gælder, og træk dig: "Jeg vil gerne tale om det. Ikke sådan her. Jeg er i køkkenet."
Gå væk uden at smække. At forlade en optrapning er ikke at tabe – det er at nægte at deltage.
Tag det op inden for et døgn, ikke om en uge. "I går røg vi begge op. Hvad var det egentlig, der gik galt for dig?" Vær nysgerrig før du er tydelig.
Sæt så grænsen: du må gerne være rasende, du må ikke råbe ad mig.
Undgå: at matche lydstyrken, at true med konsekvenser du ikke gennemfører, at forlange en undskyldning på stedet.
Hun svarer enstavelses og vil ikke tale
Lad være med at stille flere spørgsmål. Det er en samtale, der skal have lov at være lukket lige nu.
Sig noget, der ikke kræver svar: "Jeg er her, hvis der er noget." Og gå så i gang med noget andet i nærheden.
Vælg en aktivitet, hvor I ikke skal se hinanden i øjnene – bilen, opvasken, en gåtur. Samtaler starter lettere sideordnet.
Spørg til emnet, ikke til personen: til spillet, serien, vennerne. Lavere indsats at svare på, og det er stadig kontakt.
Undgå: "vi plejede da at kunne tale sammen", at gøre din bekymring til hendes opgave.
Døren smækker
Lad den være smækket. Følg ikke efter i affekt – det gør et rum, hun trak sig til, til et sted, hun også skal forsvare.
Giv tyve minutter. Bank så på og bliv i døren: "Vil du have jeg går, eller vil du have selskab?" Begge svar er okay.
Tal om selve smækket en anden dag, ikke samme aften. Og tal om det som en aftale, ikke en anklage: "Hvad kan vi gøre i stedet, når det bliver for meget?"
Undgå: at fjerne døren, at forbyde hende at gå på værelset, at kræve at hun kommer ud "nu".
Skærmen bliver ikke slukket
Giv et varsel, der passer til det, hun er i gang med. Midt i en runde er der ikke et stoppunkt – "om fem minutter" er ofte urealistisk og bliver derfor til en konflikt.
Spørg: "Hvornår er der et sted at stoppe?" og hold hende så op på hendes eget svar.
Hvis det sker hver dag, er det ikke en aften-konflikt – det er en manglende aftale. Lav den på et roligt tidspunkt med skærmaftalen.
Undgå: at rive enheden ud af hånden, at slukke routeren uden varsel, regler der kun gælder børnene.
Han vil ikke i skole
Én dag er en dag. Undersøg roligt, om det er krop, socialt eller fagligt – uden at forhøre.
Undgå at gøre det til en magtkamp om netop denne morgen. Der er sjældent noget vundet ved at få ham afsted grædende.
Sker det tre gange på kort tid, er det et mønster og ikke en dårlig dag. Kontakt skolen, før det bliver til uger – fravær bliver hurtigt selvforstærkende, fordi det, man undgår, vokser.
Bed om et møde med klasselæreren. Du behøver ikke vide, hvad der er galt, for at bede om hjælp.
Undgå: at vente og se i flere uger, at antage det er dovenskab, at love at det bliver bedre af sig selv.
Karakteren er dårligere, end vi håbede
Reagér på hende, ikke på tallet. Det første, hun aflæser, er dit ansigt.
Spørg: "Hvad tænker du selv om den?" Det giver dig noget at arbejde med, og det gør hende til deltager frem for anklaget.
Skil indsats fra resultat. Et dårligt resultat efter reel indsats kræver hjælp – ikke pres. Et dårligt resultat uden indsats kræver en samtale om hvorfor, ikke en straf.
Læg planen sammen, og gør den lille. Ét fag, én uge.
Undgå: sammenligning med søskende, "hvad skal der dog blive af dig", at tage telefonen som konsekvens for en karakter.
Hun er ked af det og vil ikke sige hvorfor
Sæt dig ned. Sig lidt. "Det er okay. Du behøver ikke fortælle noget."
Tilbyd nærvær frem for løsning: "Skal jeg blive her lidt?" De fleste mennesker i affekt har brug for selskab, før de har brug for råd.
Nævn det næste dag, kort. "Jeg tænkte på dig i går." Uden krav om en forklaring.
Holder det ved i uger, eller trækker hun sig fra alt – ikke bare fra dig – så læs hvornår det er mere end en fase.
Undgå: at kræve en forklaring, at fikse det med det samme, at sige "det er der ikke noget at være ked af".
Jeg har mistet besindelsen
Stop, også midt i sætningen. "Jeg stopper. Jeg er for vred til det her lige nu."
Gå væk. Det er ikke svaghed, og din teenager lærer mere af at se dig regulere dig selv end af at høre dig forklare, hvordan man gør.
Undskyld for formen, ikke for indholdet. "Det var forkert af mig at råbe. Det jeg mente, står stadig ved magt."
En undskyldning fra en forælder ødelægger ikke autoritet. Den viser, hvordan man reparerer noget – og det er en af de mest brugbare ting, hun kan lære hjemmefra.
Undgå: at lade som ingenting, at undskylde grænsen væk, at forvente en undskyldning tilbage med det samme.
Er der fare her og nu: ring 112. Livslinien: 70 201 201. BørneTelefonen – også for forældre: 116 111. Ingen af dem kræver, at det er slemt nok.